Om italiensk vin
De seneste 25 år har italiensk vinproduktion gennemgået en af de mest radikale og gennemgribende forandringer i vinhistorien.

I 1960'erne var støvlelandets vin kendt for at være en temmelig letbenet om end en til tider rustik smagsoplevelse, og man så udelukkende masseproducerede vine som fx Valpolicella, Soave, Frascati og - over dem alle - letbenet Chianti - ofte på bastflaske. Med kendermine og næsen godt nede i det slyngede glas kaldte vi danskere den for “Sjanti”.

Ikke uden grund blev Italiensk vinproduktion udsat for hård kritik fra vinkendere og specialister, og ingen med respekt for eget ry og omdømme kunne drømme om at sidestille støvlelandets vin med velestimeret Bordeaux, Bourgogne eller Champagne. Men meget er sket siden da.

Fra et nærmest antikveret stade har teknikken i Italien udviklet sig med rivende hast og er nu nærmest super avant-garde med flere vin- og druetyper end noget andet land i verden. En ny generation af fremsynede producenter dominerer nu billedet, og det er ikke længere en selvfølge, at sønnike overtager fars livsværk. Nu tilkalder man ønologiske konsulenter som rådgivere i vinproduktionen.

Det siger sig selv, at i et land der strækker sig fra Alperne i nord til tæt på Nordafrikas kyst i syd, er der en enorm variation af klima- og  jordbundsforhold. Det giver igen yderligere variationsmulighed for druer, vintraditioner og vintyper, og netop på disse områder skiller Italien sig ud fra resten af vinverdenen som et land med en enorm variation. Landet er en guldgrubbe af lokale druevarianter, hvoraf nogle er velkendte, mens andre først lige er dukket frem af flere hundrede års glemsel.

Af landets ca. tusind druesorter er ca. en tredjedel nu EU-godkendt, og unionen ønsker tydeligvis at eliminere resten, men det kan de slipseklædte teknokrater godt glemme. Italiens lokale vinbønder fortsætter med at fremstille vin, som de har gjort i generationer, og tak for det.

Er man kendt med fransk vin, kan det italienske vinlandskab forekomme fuldstændig uoverskueligt - og det var det måske også engang - men den 13. januar 1992 blev Italiens nye vinlov vedtaget efter 10 års intenst, latinsk skænderi blandt både eksperter og politikere. En kendsgerning var det dog, at der nu var skabt et slags grand cru-system, som vi kender det fra Frankrig. Marker og druer blev registreret, skrap kontrol blev indført og smagekommissioner blev nedsat.

I sig selv er kontrol ingen kvalitetsgaranti, men den kan anspore den enkelte vinbonde til at stramme op og få bedre resultater, og det er nøjagtigt, hvad der er sket siden den reviderede vinlov i 1992. Man er på vej. Kvalitet og innovation er støt stigende i støvlelandet.

Læs mere om de 20 regioner, vinlovene, druerne, vintyperne m.v. på www.italienskvinguide.dk